Om at være et lykke “lig” eller bare lykkelig?

Jagten efter at være lykkelig kan kræve så megen energi, at du ender med at være et Lykke-lig i stedet for “blot” at være lykkelig – at du er mere død end levende.

I dag ved frokosten overhørte jeg endnu en snak om jagten på lykke; “når jeg får… så bliver jeg lykkelig”
“jeg skal bare lige nå at have… så bliver jeg lykkelig”
“hvis jeg nu bare får… så bliver jeg lykkelig”

Luften var fyldt af tale om, hvad der skal til for at man lige om lidt føler sig lykkelig. Og hver gang vi binder vores mulige lykke op på noget vi skal opnå, taber vi liv – både vores eget og andres. Vi mister os selv og det “Nu” som i sig selv er livet.

Jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra stearinlyset som stod på bordet. Tænk hvis man var et stearinlys… hvis bare jeg kunne lyse som lyset og sende alle mine gode intentioner ud i verden – hvis bare… så måske kunne jeg føle mig lykkelig? Fanget! – midt i min egen tankestrøm og søgen. Hvis bare… Kender du det?

I stedet for at søge efter det som gør dig lykkelig, hvad så med at anerkende det som allerede er, lige nu i din hverdag? Er det mon muligt for dig at stoppe lidt op, f.eks. ved lyset og blot lade energien strømme ind til dig? Eller stoppe op og kigge lidt på et træ, og studere hvordan bladene bevæger sig i vinden, eller måske er helt stille – at anerkende Nu’et – lige nu, i stedet for at vente på at det måske dukker op engang i morgen. Hvis det føles svært at anerkende, hvad der sker omkring dig, så start med at anerkende din vejrtrækning – at anerkende at du trækker vejret og fylder dig med energi. At du er i live. At du lever. Og ud fra din vejrtrækning kan du fortsætte med at anerkende det som er i dine omgivelser. Du vil opdage at lykken slet ikke er så langt væk som du troede – når blot du åbner dit hjerte og “ser”, hvad livet består af – lige nu.

Lykken ligger ikke “lige om hjørnet” men lige her, midt på vejen, hvor du går. Tillad dig selv at være åben for det som sker lige nu – og mærk livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *